tirsdag den 1. maj 2018

Husk at respektere kursisterne


Fredag den 4. maj fejres Sanne Roos med afskedsreception efter 37 års undervisning på VUC

Sådan lyder Sannes bedste råd til nye kollegaer, når hun om ganske kort tid takker af efter 37 års undervisning på VUC. Kursisterne har været Sannes drivkraft, og det har været en stor glæde at få lov til at påvirke andre menneskers muligheder i livet:

- Tænk at man få mulighed for at hjælpe andre til at få et bedre liv ved at give dem en uddannelse.

VUC-kursisterne er så forskellige og facetterede og hver har sin enestående historie. Det har været berigende at se kursister opfylde deres drøm om uddannelse – en drøm, de måske troede ikke kunne blive opfyldt. For mange kan det være en stor overvindelse bare at booke en samtale med studievejledningen, og derfor har Sanne stor respekt for at det lykkes for de fleste at få en eksamen – trods udfordringer i tilværelsen.

- Jeg har lært utrolig meget af mine kursister, som jeg aldrig kunne lært ved min mors køkkenbord. Jeg vil dem virkelig det bedste – ellers havde jeg heller ikke fortsat i 37 år


”Du starter på mandag”


Sanne startede på Sydvestfyns Forberedelseskursus i 1981. Sanne havde fået sit pædagogikum og var arbejdsløs på det tidspunkt – som så mange andre – og tog ned til Glamsbjerg for at snakke med forstander, Jørgen Møller Hansen. Hun mødte op med forventning om en lidt mere formel samtale, men fik ret hurtigt beskeden ”jamen du starter på mandag”.

I 1983 fik hun suppleret med studievejlederfunktion og kunne dermed fastansættes. I nogle år var Sanne eneste underviser i dansk og engelsk og havde mange aftenhold. Nogle år var der én fagkollega udover hende selv, ellers var det et ret selvstændigt arbejde.

Siden da har hun haft alle mulige kasketter: studievejleder, TR, pædagogisk administrativ medarbejder (PAM), GL-udvalg – alt undtagen viceforstander!


Ry som skilsmissekursus


Sydvestfyns forberedelseskursus m.fl. havde et ry som skilsmissekursus, da kursistgruppen primært bestod af voksne kvinder, der havde gået hjemme, mens børnene var små. Da børnene kom i skole, fik de mulighed for at få en uddannelse. Og for nogle mænds vedkommende blev kvinderne klogere end dem, og det var altså ikke alle familier, der kunne holde til det. Derfor hed det sig i byen, at hvis man startede på Sydvestfyns Forberedelseskursus, så blev man skilt.

Løbende ændrede kursistsammensætningen sig, og afdelingen fik færre aftenhold og flere kursister på dagholdene.

- Forstanderen, Jørgen, var henrykt, når holdet fik 8 kursister, så kunne vi sætte holdet i gang. Det er lidt noget andet i dag.


Søges: faglig sparring


I 2010 var tiden inden til at prøve noget nyt, og hun søgte om overflyttelse til VUC i Odense – og den beslutning har hun ikke fortrudt.

I Odense fik hun masser af gode fagkollegaer og muligheden for at arbejde i teams, hvor hun fik glæde af at lære af nye, yngre kollegaer. Til gengæld kunne hun bidrage med masser af erfaring, så der har været til gensidig udbytte. Som noget nyt skulle hun undervise på 1-årige forløb fremfor 2-årige og i pakker (red. Pædagogpakken og Socialrådgiverpakken).

Opgaven som pædagogikumvejleder har også givet anledning til at kigge på egen praksis med nye øjne og få gode idéer og se, hvordan kandidaterne forvalter fagene på deres egen måde.

I løbet af årene har det ikke været noget problem at holde undervisningsgejsten ved lige med to store, organiske humanistiske fag, der er altid er i bevægelse.


Efterlader et stort tomrum


Louise Ostenfeldt er blot én af mange kollegaer, der kommer til at savne Sanne:

- Sanne er for mig inkarnationen af VUC, hun er fagligt professionel og samtidig kreativ og udforskende. Hun stiller klare krav til sine kursister, hvilket de respekterer hende for, og samtidig er hun altid klar i mælet, så alle omkring hende ved, hvor de har hende.
Sanne har lært mig hvad god klasserumsledelse er, og hun har lært mig at skabe struktur i min undervisning, samtidig er hun min største inspirationskilde til rollen som underviseren, der elsker sit fag og arbejdet med kursisterne.
Jeg kommer til at savne hende så frygteligt, at det gør ondt, når jeg tænker på det.


Nu er det nok


Men efter 37 år er tiden inde til at stoppe som lærer. Hvad fremtiden bringer, er endnu et åbent spørgsmål. Først og fremmest skal Sanne finde sine ben efter mange år med undervisning. Hun skal have ryddet op i bøger og bunker og ser frem til mere tid til at rejse, passe børnebørn og dyrke venskaber udenfor weekenderne, så der er masser af muligheder for at foretage sig noget helt andet.

- Jeg kommer altså ikke til at savne stile og forberedelsen. Det bliver dejligt at slippe for at spekulere på det

Til gengæld kommer Sanne til at savne selve undervisningen og kollegaerne, så mon ikke det bliver til et besøg eller to i seniorklubben?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar