onsdag den 29. marts 2017

Den nye hf-e indsats – en historie om samarbejde, der duer

Lad os kalde ham KJV, 22 år, anden etnisk herkomst end dansk. KJV har gået på hf-enkeltfag siden 2014; første ½ år i en 3-årig klasse, som han droppede ud af, siden en blanding af hf-enkeltfag på (primært) hold og på FU. Jeg kommer i kontakt med KVJ i foråret 2016, da han skal have lavet studieplan og skema for resten af sit forløb hos os. Da vores nye hf-e indsats træder i kraft august 2016, som betyder, at alle hf-e kursister har en gennemførselsvejleder, kontakter KVJ mig og spørger, om jeg vil fortsætte med at være hans vejleder. Siden da har vi skrevet mange mails sammen og har haft mange samtaler sammen.

En god dreng 

KJV er i bund og grund, hvad man kalder ”en god dreng”, men han er havnet i det kulturelle og sociale limbo, som kan være konsekvensen af at vokse op med én kultur derhjemme og en anden ude i samfundet – følelsen af ikke rigtigt at høre til hverken her eller der. Det udmønter sig på mange måder: angst, bl.a. over det forventningspres som familien lægger på ham for at overtage et familiefirma i hjemlandet, når han er færdiguddannet, søvnproblemer, svigtende selvtillid, alt sammen blandet med ungdommens fascination og svaghed for det forbudte og det farlige sammen med sine venner. Hvordan det hele påvirker KVJ’s skolegang, kan enhver nok godt selv regne ud. Men nu VIL han være færdig, han er der næsten – og vi skal støtte ham i det, bl.a. ved at vise ham, at vi tror på ham, for dét har han et enormt behov for at mærke.

Fantastisk indsats 

Vores nye hf-enkeltfagsindsats betyder nu, at jeg som KVJ’s faste gennemførselsvejleder kan indlede et samarbejde med alle hans lærere – og i øvrigt vice versa. Der har været sendt fællesmails ud og der er blevet svaret, så alle har kunnet læse med – og dermed har alle kunnet tage hånd om ham og vise ham forståelse og støtte. Det har fungeret rigtigt godt med mailen, men det bedste samarbejde har alligevel været, når jeg er stødt ind i KVJ’s lærere på trappen, i loungen eller gangen på Ejlskovsgade, eller en lærer selv opsøger mig i Vejledningscentret. Så er der lige en lærer, der griber fat i mig og siger ”hov, du er jo KVJ’s vejleder… kan vi lige snakke”.
Fantastisk indsats fra hans lærere!

KVJ har selv bedt om, at vi mødes regelmæssigt og følger op på hans hf-forløb. Om 2 måneder får han hue på – det tror vi på.

Lisbeth Antonsen, hf-studievejleder


Ingen kommentarer:

Send en kommentar