tirsdag den 13. december 2016

38½ år på VUC med bygninger, tal og gode kollegaer

Bag den rolige og muntre facade gemmer sig en stædig fynbo med 38½ år på bagen. I første omgang var det passionen for at undervise, der trak Niels Ove Jacobsen til VUC i Middelfart, hvor han tilbragte de første 25 år som avu-lærer og viceforstander. 

Siden da overtog Niels Ove ansvaret for økonomi, tal og bygninger i Odense. Nu takker afdelingsleder Niels Ove af for at kunne hellige sig en tilværelse som pensionist.


Niels Ove blev ansat som matematiklærer på avu den 1. august 1978 i Middelfart på det, der dengang hed Vestfyns Forberedelseskursus.

Bag sig havde han er naturfaglig basisuddannelse fra Universitetet og et bifag i legemsøvelser.

De første 5 år underviste han på fuld tid, samtidig med at han studerede matematik og biologi. I 1981 blev han fastansat, fik delvis funktion som studievejleder og fik barn, så uddannelsen blev aldrig gjort færdig…

- Specialet ligger der stadigvæk, men det gik jo fint alligevel, griner Niels Ove


En stædig fynbo?


I 1985 blev han konstitueret viceforstander i Middelfart ved siden af undervisningen. Det gav blod på tanden ift. at fordybe sig i EDB og økonomi. Og da han i 2003 blev flyttet til Odense efter de fynske VUC’ers sammenlægning, fik han for alvor travlt. Som afdelingsleder overtog han ansvaret for bygninger, økonomi, sikkerhed og det opsøgende arbejde. Senere fik han også personaleansvar for administrationen. Niels Ove havde mere end rigeligt at se til og måtte sige farvel til undervisningen, selvom han i løbet af årene har savnet det.

- Jeg har altid godt kunne lidt at undervise, og selvom det var pædagogikken, der i første omgang trak mig til VUC, er jeg sjovt nok endt med ansvarsområder, der handler om alt andet end det, men selv om jeg har haft mange opgaver, skulle det i hvert fald ikke få mig ned med nakken!


Byggeri af Kottesgade et vigtigt afsæt


I løbet af årene har Niels Ove ageret bygningschef i Odenseafdelingen, og som resultat af den stigende aktivitet var der hvert år i august et nyt lejemål, der skulle indvies og købes møbler til.

Dog har den største og mest spændende udfordring været byggeriet af Kottesgade. Ikke mindst på grund af samarbejde med de mange professionelle entreprenører, arkitekter og håndværkere, som har været med i hele processen.

-  Det har været utroligt spændende at følge processen fra start til slut og at se resultatet. Det betyder noget at have sat et markant afsæt i byen med den nye bygning.

Niels Ove har lune


I løbet af de 38½ år har Grethe Bjært fulgtes med Niels Ove gennem mange år:

- Niels Ove er den stille og rolige type, der har så megen viden og indsigt selvfølgelig om VUC, men også inden for fx kunst og kultur. Og er man i tvivl om hvordan reglerne er, kan man altid sparre med ham, for man får altid et konstruktiv svar. Jeg har mange, mange gange brugt Niels Ove i forbindelse med planlægning af projekter, hvor er smertegrænsen på holdstørrelse eller hvad er en god pris - både for VUC men også for en given virksomhed.

- Niels Ove har lune. Og han har og kommer aldrig til at bryde sig om intriger, magtkampe og især kvinders evner til at få noget kørt op. Niels Ove nyder derimod godt selskab, god mad og ikke mindst et godt glas vin - og han er en kender. På seminarer og ture har han tit været den sidste, der gik i seng, og alligevel klar næste morgen - imponerende.



Sport, havearbejde, børnebørn og rejser


Fremtiden står i sportens tegn. Da Niels Ove fyldte 50, fik han et fint golfsæt, som endnu venter på at komme i brug. Så nu skal der spilles golf, svømmes og spilles badminton. Derhjemme venter også en stor have og et sommerhus, der begge trænger til en kærlig hånd, så selvom det måske kræver en tilvænningsperiode, bliver der nok at se til i pensionisttilværelsen.

Niels Ove er i hvert fald ikke bekymret for at få tiden til at gå. Der er jo også nogle børnebørn, der skal passes ind imellem.

Vi kommer heldigvis til at se Niels Ove jævnligt, da han regner med at bliver optaget som gyldigt medlem af VUC’s seniorklub, der mødes i Kottesgade den første tirsdag hver måned kl. 10-12. Så vi kigger forbi og hilser på.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar