torsdag den 24. november 2016

Landet mellem de to floder

Onsdag d. 9 november udkom min bog ”Landet mellem de to floder – en danske kvindes fortælling om krig og kærlighed i Irak”. Bogen handler ikke kun om mit møde med et land og dets mennesker, kultur og kærlighed, men også om hvordan jeg, en ung dansk kvinde, i løbet af otte år integrerede mig socialt, kulturelt, økonomisk og sprogligt i det irakiske samfund uden hjælp fra en hær af socialrådgivere, pædagoger, jobkonsulenter, læger, flygtningehjælpen osv.

Når emnet integration debatteres, så handler det næsten altid om integrationen - eller mangel på samme - af indvandrere, flygtninge og deres efterkommere i Danmark. En gruppe mennesker som ofte er flygtet fra krig, fattigdom og anden elendighed i håbet om her at kunne skabe sig en bedre tilværelse. Men det er ikke altid nemt at finde fodfæste i et samfund med en anderledes kultur og tilgang til religion end den, man kender fra sit hjemland, hvilket kan være årsag til et kulturchok og dermed også en negativ indstilling til det danske samfund og manglende lyst til at integrere sig.

For mit vedkommende var situationen omvendt. Jeg forlod i 1987 et fredeligt demokratisk land præget af lighed mellem kønnene, tanke- og ytringsfrihed, hvor befolkningen lever under trygge forhold med et næsten ikke-eksisterende forhold til religion for at rejse til Irak i selskab med min daværende mand. Det blev til otte år - heraf de syv alene - i et land præget et diktatur, overvågning, krig, sanktioner, modernitet kontra stammetraditioner, en mangfoldighed af religioner og etniciteter samt farvestrålende, kærlige og loyale mennesker.
En tid, der har sat sit præg på min måde at tænke og agere på, men også en tid, der har givet mig en ret pragmatisk tilgang til integration i Danmark. For min historie viser, at det kan lade sig gøre at integrere sig i et fundamentalt anderledes samfund, og at man aldrig skal give op.

Hvis man flytter til et andet land, så handler det ikke bare om at tilegne sig et nyt sprog. Det handler også om den indre proces, der foregår i et menneske, mens det vænner sig til en ny og anderledes kultur med andre normer og traditioner. For mit vedkommende var tre år på et sprogstudie, arbejde og et social netværk, der ikke omfattede gruppen af europæere bosat i Bagdad, altafgørende for, at jeg fandt fodfæste i det irakiske samfund i en tid, hvor mange irakere af politiske og økonomiske årsager ønskede at flygte ud af landet. Og Irak blev med tiden et land, jeg kom til at elske på godt og ondt, hvilket medførte, at jeg udviklede en loyalitet overfor landet. Nøjagtig på samme måde som de unge nydanskere vi undervisere møder på VUC, der måske ikke tager alt fra den danske kultur til sig, men har alligevel et forhold til det at være dansk-iraker, dansk-tyrker osv.

Min bog giver læseren et indblik i, hvordan to identiteter, to sprog, to kulturer udviklede sig inde i mig uden, at jeg selv var klar over det. Jeg opdagede først, hvor irakisk jeg var blevet, da jeg pludselig i 1995 stod tilbage i Danmark med de samme to kufferter i hånden, som jeg rejste ud med. En irakisk-dansk moderne muslimsk kvinde, der nu skulle til at finde fodfæste i sit fødeland, hvor de fleste havde svært ved at forstå hendes længsel efter det land og de mennesker, hun lige havde forladt.

Sidst, men ikke mindst, giver min historie læseren indsigt i religion og kulturmødet, hvilket ikke mindst bidrager til en forståelse af de politiske spændinger i Mellemøsten, men også kan give nye vinkler på vores hjemlige integrationsdebat. En debat, som ofte løber af sporet, da de yderliggående på begge ”sider” ikke vil forholde sig til realiteterne. Nemlig at Danmark er og forbliver et etnisk og religiøst mangfoldigt samfund, hvor vi sammen skal finde nogle fælles værdier og skabe en ny danskhed, der ikke bare er kendetegnet af frikadeller og folkekirke, men også af falafel og fredagsbøn.

Saliha Marie Fetteh
Underviser på hf



Ingen kommentarer:

Send en kommentar