fredag den 26. august 2016

33 år på VUC med tyske gloser, voksenpædagogik og Rammstein

Den 31. august går Ove Petersen på pension. Og det skal fejres med en afskedsreception og lettere forsinket festliggørelse af 25 års jubilæum – med 8 års forsinkelse.

25 + 8 års tyskundervisning


I 1977 stiftede Ove første gang bekendtskab med VUC, da han i løbet af sit tysk studie blev ansat som ’cykelvikar’ på avu i dansk, tysk og engelsk. Det var en udfordrende tid med op til 8 vikartimer på én dag, men også en spædende tid, hvor han oplevede den mest pædagogisk frugtbare periode med masser af forskellige unge voksne, der skulle videre i uddannelse.

Da han blev færdig som cand.mag i tysk med sidefag i dansk blev han ansat i pædagogikum på Midtfyns Gymnasium – samtidig med kejsersnit til den førstefødte og kun 2 dages barselsorlov.
De næste 10 år underviste Ove on and off på VUC og Midtfyns, men længtes tilbage til voksenundervisningen og endte med at sige op på Midtfyns. I 1994 blev Ove endelig fastansat på VUC, hvor han har været lige siden.


Finurlig, faglig og med et glimt i øjet


Har altid haft sprogøre og stor interesse for sprog. Det førte da også til, at han gik i gang med at læse spansk på B niveau hos sin kollega Steffen efter ønske på ved MUS samtale.
Den sproglige passion for tysk har varet ved siden gymnasiet, og i undervisningen har Oves gode relationer til de voksne kursister haft stor betydning for forståelsen for den svære tyske grammatik

-          Ove er en lærer lavet af det gamle stof, fortæller kollega Anders Munch


Savner de gamle kursister


I løbet af de sidste 33 år har kursistgruppen ændret sig markant. De er blevet væsentlig yngre i takt med at der blev indført fuld deltagerbetaling. Kursisterne er anderledes i dag – tidligere var det modne voksne tæt på pensionsalderen, så de havde bedre tid til at forberede sig, og kunne holde lidt disciplin på flokken. I dag er det mest unge GSK’er, og ind imellem kan Ove godt savne de gamle kursister:

-          Jeg havde bl.a. et tysk A-niveau hold med fortrinsvis ældre kvinder, hvor gennemsnitsalderen var +70 år. På tysk B gik også en dame på 93 år, Elin, som fik 13 i både skriftlig og mundtlig tysk. Hun blev én af mine gode venner, som jeg rejste sammen med efterfølgende og fejrede jul på et slot i Polen.


Übung macht den Meister


I dag er unge mere blufærdige overfor at sige noget på tysk, og det kan være lidt pædagogisk udfordrende.  Ove oplever også at fagets popularitet er lidt dalende og får konkurrence fra andre fremmedsprog. Mange tager tysk, fordi de skal ud fra bekendtgørelsen, og spørger ’hvad skal der til for at bestå?’. 

Ove underviser primært GSK-hold forår og sommer, så det er måske en udpræget holdning på turboholdene, men heldigvis er der også nogle, der er motiverede for at lære. Men der skal øvelse til.

-          Übung macht den Meister, siger jeg til kursisterne. De skal turde dumme sig alt det, de kan. Hvis ikke de har sagt 5 sætninger hver dag, så har de ikke fået nok ud af det. Man lærer jo mest ved de fejl, man gør.

For at få kursisterne i tale arbejder Ove meget med musik og identitetsdannelse i undervisningen og inddrager bl.a. tekster fra Rammstein i tysktimerne. Det er noget, der vækker opmærksomhed og forundring over, hvad de rent faktisk synger.


Rejseglad sportsfanatiker, læsehest og quizmaster


Når pensionisttilværelsen træder i kraft er der mange interesser, der skal plejes. Der er flere rejseplaner, der venter, bl.a. står en tur til Argentina højt på listen. Løbetræningen skal genoptages, og koret og tenoren fortsat passes. 
Der ligger omkring 100 nye bøger og venter på at blive læst. Bøgerne er indkøbt på Amazon i løbet af de sidste par år, så der er nok underholdning til de første par dage.

Og mon ikke der skal laves en quiz eller to? Ove er nemlig skarp til at quizze og var i flere år været med på quiz-nat på Cafébiografen, hvor hans hold ’de orlovsramte husmødre’ høstede flotte præmier.

-         Ove er et omvandrende leksikon, også udenfor sit tyske speciale. Man kan spørge ham om alt, og man får mange brugbare svar – dog ikke lige angående IT og nyeste alternative CL lege.
Sidste år klagede Ove dog over, at han ikke orkede mere end 25 quizbattles på telefonen – dagligt! Det gik jo udover hans litterære morgenlæsning kl. 6:00-9:00, fortæller kollega Anders Munch


Tillykke med jubilæet og tak for de mange år. Vi håber alle at se dig i ny og næ – om ikke andet så kan du jo komme forbi og tjekke dine aktiekurser, imens snakken går i kollegaflokken.








Ingen kommentarer:

Send en kommentar