torsdag den 23. juni 2016

26 år med autentisk nærvær på VUC

Kurt kan noget med ord. Han elsker sprog: det britiske of course, at undervise i det og lege med det. Og denne glæde har han formidlet i 26 år på VUC.  

De fleste kender Kurt som en engageret underviser og vellidt kollega, men hvad mange måske ikke ved er, at Kurt oprindeligt er udlært typograf og har arbejdet 7 år i reklamebranchen, inden han blev ansat på VUC.

Kurts far gjorde sig store bekymringer om, hvad han dog kunne bruges til. Kurt kunne hverken skille en motor ad eller arbejde på landet, men han var god til at stave. Som 16-årig kom han i lære som typograf og fik lov til at arbejde med sprog. Senere blev det både til en hf og cand.mag i engelsk med bifag i oldtidskundskab.

I 1983-84 blev ansat Kurt i pædagogikum på Sct. Knuds Gymnasium. Men der var mange om buddet som gymnasielærer, så Kurt fik i stedet arbejde som tekstforfatter på et reklamebureau, hvor han lavede slogans og annoncer og skrev avisartikler. Ofte handlede det at omformulere komplicerede, tekniske ting, så almindelige mennesker kunne forstå det. En spændende udfordring, om end Kurt oplevede en begrænsning af ytringsfrihed, da alt skulle godkendes i 2-3 led, før produktet endelig kunne præsenteres for kunden.


Ansat på VUC: Der var den!


Efter 7 år i reklamebranchen så Kurt en stillingsannonce som lektor på VUC i Odense og tænkte ”der var den”. Han fik jobbet allerede ved første samtale og startede i sommer 1992. Her oplevede han for første gang fuld ytringsfrihed til at formulere og ytre sig, som han havde lyst.

- Man kan bruge sig selv ikke bare fagligt, men også personligt. Her har du en direkte kontakt fra ”leverandør til kunden”, og det er dig, der bestemmer stoffet. Du vælger selvfølgelig materiale, du brænder for, ellers kan du jo ikke begejstre andre, og det nyder jeg stadigvæk…


En livslang kærlighed til det engelske sprog


Kurt har altid har haft noget med sprog og gået og fiflet med sproglige finurligheder. Som helt ung fik Kurt nogle pennevenner i England og USA, og efter et besøg i London tog han beslutningen om læse engelsk på universitetet.

- Jamen jeg elsker det sprog. Faktisk alt hvad der er britisk: historien, musikken, kulturen. Mine forældre så op til alt, hvad der var engelsk, og det havde nok noget med krigen at gøre. Alt hvad der var engelsk, var godt.

Engelsk er et populært fag, og Kurt arbejder hårdt på at gøre kursisterne bevidste om sprogets finesser med forskellige eufemismer, små ordspil og jokes i hverdagen. Og ikke mindst sprogmelodien – uanset om de tillægger sig britisk eller amerikansk dialekt, så skal de være opmærksomme på forskellene i ord og intonation.  


Parløb på pædagog-pakkerne 


De sidste +5 år har Kurt undervist på pædagog-pakkerne og har et rigtig godt team bl.a. sammen med kollegaen Lislotte Jørgensen:

- Og vi gør sgu et godt stykke arbejde, griner Kurt. Vi løfter virkelig nogle af de kursister, så de klarer sig og kommer videre. Vi løser en vigtig samfundsopgave her på VUC, Hvis VUC ikke fandtes, skulle vi famne opfindes hurtigst muligt.

Og stoltheden lyser ud af Kurt, da han fremviser en karakterliste over årets pæd-pakke, som alle har bestået mod forventning.  For mange har et svært udgangspunkt enten med fysisk sygdom og/eller psykiske udfordringer. Men VUC samler mennesker op, der måske ikke ville være kommet videre, hvis ikke vi havde givet dem chancen.
Derfor er det af stor betydning, når teamet modtager positive tilbagemeldinger fra pædagogseminariet om, at kursisterne fra pæd-pakkerne er nogle af de stabile, der gennemfører studiet, for de har lært at studere.

- Så må man gerne være lidt stolt, når man har givet noget, der kan bruges af andre.

Kollega Lislotte fortæller:

- Kurt og jeg har arbejdet sammen i pædagogpakketeamet i rigtig mange år. Han er rigtig god at samarbejde med, engageret og interesseret både i sit fag, i samarbejdet og i kursisterne ikke mindst. Kurt er altid god for en historie. Han elsker at fortælle, og vi nyder at høre dem. Som regel er der knyttet enten en morale eller en morsom pointe til fortællingen. Og så ler han selv så hjerteligt ind imellem, han fortæller den. Det er kun til at blive i godt humør af at være kollega med Kurt.


Oprigtig opmærksomhed og interesse for andre mennesker 


Kurt fylder 67, men passionen for at undervise brænder stadigt lige stærkt. Kurt har et helt særligt nærvær med kursisterne og elsker at give dem noget gas. Den underspillede humor ligger lige under overfladen, og Kurt elsker at lave sjov med kursisterne, især når de mindst venter det.

Også kollegerne nyder godt af Kurts umiddelbare imødekommenhed og væremåde. De roser hans faglige dygtighed, den oprigtige opmærksomhed og interesse for andre mennesker – ægte menneskelig autencitet med et glimt i øjet og lune:

- Når du tier stille, så er det for at lytte – det er vi mange, der værdsætter! Du har ikke store armbevægelser men en stille intensitet og nærvær, der gør hverdagen til mere end blot hverdag. Du er ikke blot en god kollega og lærer - du er en af de fineste af slagsen!, fortæller Carsten

1 kommentar:

  1. Kære Kurt

    Du er bedste English underviser. Jeg var lucky to have you as English teacher på GIF 2007.
    Wish you all the best .A GOOD LONG LIFE :-)

    SvarSlet