fredag den 19. december 2014

Første vinter-studenter på Fyn



Store smil, røde roser og blå hf-huer præger julestemning på HF & VUC FYN.Camilla Andersen er én af de første, fynske studenter, der bliver færdige på en 2-årig hf med vinteroptag. Vinter-klassen kører som forsøgsordning ved UVM.   
Camilla sluttede af med et flot 12-tal i engelsk.



Brug for hf for at komme videre 

- Efter folkeskolen gik jeg i lære som kok. Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville være kok - lige fra jeg var en lille pige og fik mit første legetøjskøkken. Så det var en stor drøm, der gik i opfyldelse, da jeg blev udlært og fik mit første job som kok, fortæller Camilla.


Som nyudlært kok fik Camilla fik sit første job i restaurationsbrancen. Arbejdet som kok var spændende, udfordrende, men det var også en stressende tid. Så Efter 3 år måtte Camilla finde på noget andet at lave, og hun fandt hurtigt ud af, at hun ville i gang med en hf.
- I løbet af efteråret søgte jeg optagelse på hf2 for at komme videre med min uddannelse.

Camilla blev optaget og startede i januar 2013 i den første 2-årige hf-klasse, der blev oprettet som forsøgsordning med tilladelse Undervisningsministerriet.


Faglig og personlig udvikling

Den 2-årige hf blev ikke kun starten på en faglig rejse - ønsket om personlig udvikling stod også højt på Camillas ønskeliste, og hun greb chancen for at udfordre sig til at begynde at turde sige noget i timerne.

- Jeg sagde til mig selv, at nu var det starten på noget nyt, og nu ville jeg ikke bare være den stille pige i klassen mere. Så jeg har hele tiden forsøgt at have fokus på at være åben og turde sige min mening.

Man må selv tage ansvar

Det var også lidt af en omvæltning at komme tilbage på skolebænken igen, og Camilla var klar over, at hun var nødt til at arbejdet for det:

- VUC er anderledes fordi, VUC er for alle. Det er tydeligt, at lærerne forventer, at du selv gør en aktiv indsats i skolen. Du kan sagtens bruge alle timerne på at være på facebook og ikke lave dine lektier, men så dumper du jo eksamen. Du er nødt til at tage ansvar for egen læring.


Inspireret af dansklærer

- Jeg havde ikke noget specifik plan med min hf, men jeg overvejer at læse dansk på Universitetet, fordi jeg synes det er vildt spændende. Det er faktisk min dansklærer, Charlotte (Lysholdt-Andersen red.), der har inspireret mig til at læse dansk.


Først går turen til Australien, hvor Camilla og kæresten skal rejse rundt i 6 måneder. Det bliver en velfortjent pause efter 2 års hårdt arbejde, men for nogle er det en udfordring at vente 6 måneder på, at drømmeuddannelsen starter optag.

- Vores vejleder har hjulpet os med at finde ud af, hvad vi skulle efter hf, men på holdet har vi også snakket meget om, at vi bliver færdige på december, men at mange uddannelser først starter til sommer. Det synes jeg, man skal gøre de nye kursister meget opmærksom på.


Stor efterspørgsel på vinter-optag

Omkring 25 studenter bliver færdige på VUC op til jul, og det skal fejres med reception for venner og familier fredag eftermiddag. Ib Sørensen, afdelingsleder på hf, er stolt over at kunne fejre de første vinter-studenter på Fyn.

- Vinteroptaget på hf2 er jo en forsøgsordning, som Undervisningsministeriet har givet os tilladelse til, fortæller Ib Sørensen. Vi er begejstrede for at give unge voksne mulighed for at komme igang med en ungdomsuddannelse allerede i januar måned. Så skal de ikke vente til sommer med at komme videre i uddannelse, hvis de af en eller anden årsag ikke er kommet i gang ved sommerens kursusstart.

Til januar 2015 starter endnu en hf2 med 32 nye kursister.
- Vi oplever stor efterspørgsel på hf2 med vinteroptag. 93 ansøgere har søgt om optagelse på hf2, men vi har kun tilladelse til at oprette én klasse. Resten får tilbud om at tage hf-enkeltfag, så de også kan komme i videre i uddannelse.

2-årig hf med vinteroptag udbydes som forsøgsordning på 3 forskellige VUC’er i landet:
HF & VUC FYN, VUC Nordjylland og VUC Vestsjælland Syd.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar