onsdag den 28. maj 2014

High-five til den gamle lærer
 

Gennem et halvt liv har Gerard Hekkelman brændt for at undervise avu-kursister. Snart er Holsedore fortid og Kottesgade bliver den nye ramme. Vi gik en tur ned ad memory lane og tog en snak om, hvad det er der driver ham.









Januar 1982. Nyuddannede lærer Gerard Hekkelman træder ind i VUC-verdenen. Her har han, med en enkelt afstikker til AOF, været lige siden. Jobbet, kursisterne og undervisningen har været i så voldsom udvikling, at han oplever de 32 års ansættelse, som at have været ansat på 4-5 forskellige skoler.

Skilsmisseskolen

Det var kvinderne, der indtog klasseværelserne i 80´erne. Inspireret af Susanne Brøgger og Vita Andersen pakkede de skoletasken og drog ud på den store selvrealisering. Ægtemanden, der gennem årene havde arbejdet hårdt på at få sofaen perfekt tilpasset til kropsfaconen, fik ultimatummet: Let dig eller jeg smutter! Mange smuttede.

”Det var en rejse fra at være hjemmegående til at kunne snakke med om alt muligt. For mange var det også enormt svært at gå i skole igen, men deres mål var at komme i job”, fortæller Gerard og husker de hjemstrikkede trøjer og strømper, som kursisterne lavede til hans børn.

90´erne: Virksomhederne 

I 90´erne kom jobrotationsprojekterne, hvor ufaglærte eller kortuddannede beskæftigede skulle styrke deres almene kompetencer og lære IT, mens de ledige blev opkvalificeret til at passe deres job imens. En periode, som Gerard fremhæver som den bedste i sin VUC-tid.

”De kursister gav SÅ meget igen. Der var aldrig nogen, der havde spurgt, om de havde lyst til en uddannelse og mange var debuteret på arbejdsmarkedet som 14-årige. De fik en aha-oplevelse og blev så stolte, når de fandt ud af, at de faktisk godt kunne.”

Forberedelsestiden blev brugt ret utraditionelt for Gerard og kollegerne skulle finde på andre læringsaktiviteter end de boglige og nedbryde barriererne overfor ”læreren”.

”Jeg var ude og arbejde i sjak, feje gågade, samle pizzabakker op og fik vabler i hænderne – til stor morskab. Vores undervisningsmateriale tog udgangspunkt i kursisternes jobvirkelighed.  I dag kan jeg stadig opleve, at cykle forbi en parkeret arbejdsvogn med et par gartnere i. Lige når jeg passerer, bliver der rakt en arm ud af vinduet og så får jeg et ordentligt high-five, hvorefter makkeren ved siden af får forklaringen: det er min lærer. Dét er så dejligt, for det er jo, fordi jeg minder dem om noget positivt”, fortæller Gerard.

00´erne: De unge 

De nye typer kursister bliver mindre og mindre uddannelsesparate, og mange har højt fravær. Dels er der kursisterne med en anden etnisk baggrund med for dårlige kompetencer til at gennemføre en erhvervsuddannelse, dels de marginaliserede unge, der er på vej ud på et skråplan, og så er der gruppen med forskellige diagnoser.

”Opgaven er i virkeligheden den samme i dag, som den altid har været. Vi skal tage udgangspunkt i dér, hvor kursisterne er og inkludere alle. Men når vi skal inkludere så forskellige kursister, så ekskluderer vi faktisk. Det er en udfordring at sammensætte de rigtige hold”, mener Gerard.

Dertil kommer, at det overhovedet ikke giver street credit at gå i 9. klasse. Det gør det til gengæld at kunne snyde skolens parkeringsvagt ved at fjerne nummerpladerne på sin bil.

”Nogle gange bliver man nødt til at tænke monty pythonsk, for som underviser oplever og hører vi fuldstændig absurde og syrede ting. Så deler vi det med hinanden og får lidt forløsning dér. Det er hårdt og man skal passe på sig selv. Det er jo trods alt kun et job”, siger Gerard med et skævt smil.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar