tirsdag den 4. marts 2014

Når man skal lære andre noget, bliver man også selv klogere

Til dagligt går Jakob og Marlene på Socialrådgiverpakken på VUC.  Men én gang om ugen tager de kasketten på som frivillige lektiehjælpere, hvor de tilbyder lektiehjælp til avu kursister på Holsedore.


En drøm om at hjælpe andre

Både Jakob og Marlene drømmer om at blive socialrådgivere. Derfor er de lige nu ved at kvalificere sig med et 1-årigt hf-forløb på VUC, som er adgangsgivende for kvote 2 optagelse på Den Sociale Højskole. Dog er det ikke kun karaktererne, der tæller. Det handler ligeså meget om de samlede kvalifikationer, de har med i bagagen som f.eks. erhvervserfaring og frivilligt arbejde.  Så da læringskonsulent, Pernille Kragelund, søgte frivillige hjælpere til lektiecaféen, sprang Jakob og Marlene hurtigt til.

- Min engelsklærer, Stig, sagde, at det var fornuftigt med noget frivilligt arbejde, og jeg syntes, det lød som en god ide, så jeg meldte mig til, fortæller Marlene.

Og Jakob uddyber: Selvfølgelig er det også godt at have noget frivilligt og studierelevant arbejde på CV’et - både til når vi skal søge optages på socialrådgiverstudiet, men også fremadrettet, når vi skal ud at søge jobs om nogle år. Men jeg er her fordi jeg synes det er fedt at hjælpe andre.


Fra kursist til kursist

Det helt særlige ved lektiecaféen er netop, at det er kursister, der hjælper kursister.  Udover et 2-timers kursus i kommunikation og konflikthåndtering, har Jakob og Marlene ingen særlige forudsætninger for at undervise kursister på avu forløb. Men de har begge et stort ønske om at hjælpe andre - og måske give nogle tricks videre, som kan hjælpe andre kursister i deres uddannelsesforløb. De er en del af en frivillig gruppe af hf-kursister, der hver uge tilbyder hjælp til lektierne til alle avu kursister.

- Jeg tror, det giver en ro, at det ikke er lærere, der står og kigger med over skulderen, siger Marlene. Vi er jo også selv kursister og kan ikke svare på alt, men vi vil gerne hjælpe det, vi kan. Fælles for lektiecaféen er nok, at vi respekterer hinanden på tværs af fag, alder og niveau.

Marlene er selv tidligere avu kursist og kan godt sætte sig ind i, at det kan være svært at få lavet sine lektier:
- Det kan være mange årsager til, at det kan være svært at få lavet lektier, når man kommer hjem. Nogle har børn og familie, der tager rigtig meget tid og energi. Derfor tror jeg, mange vil have glæde af, at lave lektierne på skolen. Når man kommer hjem kan der være mange overspringshandlinger.

Motivationen er høj for at hjælpe de kursister, der kommer i lektiecaféen, men der er alligevel grænser for hvad man kan få hjælp til. Nogle gange skal forventningerne til de frivillige lige justeres, for der er flere kursister, der gerne vil have svaret serveret med det samme.
- Men det er jo ikke meningen, at vi skal lave deres lektier for dem. Men det det er spændende at prøve at forklare tingene på en måde, så han eller hun rent faktisk forstår det og selv kan arbejde videre med opgaverne, siger Jakob.

Han sætter stor pris på, at man lærer at tage ansvar og sørge for, at man får lavet det, man skal. Derfor er det netop studieteknikken, man skal fokusere på ved introforløb efter hans mening.
- I virkeligheden handler jo om at lære dem noget om studieteknik, så de lærer at lave det selv.

Plads til flere i lektiecaféen

Både Jakob og Marlene kunne rigtig godt tænke sig, at der var flere avu kursister, der havde lyst til at benytte sig af tilbuddet om lekticaféen.
- Selvom lektiecaféen er åben hver tirsdag og torsdag er det desværre ikke altid, der kommer særligt mange kursister. Måske er der mange, der har svært ved at bede om hjælp, siger Jakob.

Derfor har de oprettet en facebook gruppe, hvor kursister også kan skrive ind og stille spørgsmål. De planlægger en besøgsrunde på Holsedore for at reklamere lektiecaféen og håber på, at lærerne også vil hjælpe med at fortælle om tilbuddet i undervisningen.

Det kunne også være fedt med noget mere kontinuerlig kontakt og respons for de, som deltager i lektiecaféen:

Marlene: Man bliver jo også selv involveret. Nogle gange tænker jeg ’Ej mon hun nu fik afleveret sin opgave? Og hvordan gik det? Det kunne være rart at høre hvordan det er gået med de ting, vi har hjulet med.

Hvad har vi lært?

- Hvis vi skal se tilbage på, hvad vi har lært ved at være lektiehjælper, så vil jeg sige, at jeg i hvert fald har lært, at man også selv udvikler sig, når man skal lære andre noget. Man bliver også selv klogere, siger Jakob.

- Men jeg har også lært meget om, at jeg ikke skal tage frustrationer med hjem. F.eks. kan jeg godt blive frustreret, hvis det ikke lykkes at forklare noget matematik til én kursist på en måde, så han forstår det. Men det er vigtigt at kunne lægge det fra sig, når man kommer hjem fra skole/arbejde. Det er i hvert noget, jeg kan bruge i mit fremtidige arbejde som socialrådgiver.

Marlene fortæller: Jeg har lært noget at omgås mange forskellige mennesker. Jeg synes det er spændende at møde kursisterne på Holsedore. De er så søde, og vi griner meget sammen. Jeg har fået en helt anden forståelse for, at alle mennesker bare er enormt forskellige, og vi lever forskelligt.


Lektiecaféen er et frivilligt tilbud om lektiehjælp til alle avu kursister på HF & VUC FYN i Odense. Her kan du få hjælp til at lave dine lektier i hyggelige omgivelser sammen med andre kursister. Lektiecaféen for avu arrangeres af læringskonsulent, Pernille Kragelund.
Skriv til de friville lektiehjælpere i facebook gruppen her.

Udover lektiecafé tilbydes yoga, løb og LAN-party for alle kursister på HF & VUC FYN i Odense.
Læs mere om den frivillige undervisning her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar