fredag den 14. februar 2014

Et samarbejde, der giver mening

Kristian Emil Lange og Anette Petri underviser begge i historie på hf enkeltfag

Det var egentlig ikke planlagt, at Kristian og Anette skulle arbejde sammen omkring deres historie-undervisning. Men god kemi, fælles skemastruktur og et behov for en makker at drøfte fag-didaktiske udfordringer med blev årsag til at Kristian og Anette i dag bruger hinanden dagligt som sparringspartnere.

- Vi manglede faktisk én af drøfte de daglige fag-problematikker med. Selvom vi begge to har haft et fint introducerende mentorforløb og nu indgår i gode teams, så bliver fokus ofte på det pædagogiske samarbejde omkring kursisterne, siger Kristian.

Vi sad med ryggen til hinanden 

Da de opdagede, at de bogstaveligt talt sad med ryggen til hinanden på lærerarbejdspladserne i Vindegade og havde undervisning i historie enkeltfag i tilstødende lokaler, så de potentialet ved at arbejde sammen i hverdagen.

- Det var først, da jeg tilfældigt kom ind i Anettes klaselokale for at låne tuscher, at jeg opdagede, hun havde skrevet nogle gode noter på tavlen, som jeg også kunne bruge, siger Kristian. Hurtigt begyndte vi at snakke sammen om undervisningsforløb og fandt ud, at vi kunne bruge hinanden som faglige sparringspartnere.

Fælles forberedelse, men hver vores stil 

For Kristian og Anette er samarbejdet et trygt forum, hvor de i fællesskab udforsker formidlingen af historiefaget. De brainstormer og udarbejder en fælles råskitse til undervisningsplanen.

- Det fede ved vores samarbejde er, at det er startet tilfældigt. Derudover er det meget spontant og frivilligt. Vi samarbejder, hvor det giver mening - uden at det som sådan er planlagt, hvor og hvornår vi mødes, for vi er jo på skolen på samme tid, siger Kristian.

Anette tilføjer:
- Vi er begge forholdsvist nye lærere, så vi har ikke nogen gamle bunker med undervisningsforløb at trække på. Vi er nødt til at planlægge meget fra uge til uge. Men vi har opdaget, at det er en stor hjælp at køre parallelle undervisningsforløb.
F.eks. bestiller de de samme film, formulerer arbejdsopgaver og spørgsmål, som de løbende forbereder som eksamenssæt. Herefter derefter differentieres forløbet ift. hver deres kursister.

- Når vi underviser, sætter vi vores eget præg på, for vi har jo hver vores undervisningsform og stil. F.eks. har Kristian også ordblindekursister og bruger nok flere e-læringsmidler end jeg. Men bagefter snakker vi altid sammen om hvilke spørgsmål, kursisterne har udfordret os med, og hvad vi hver især har svaret, fortæller Anette.

Fælles oplæg omkring historiske spring

I november måned holdt Kristian og Anette 2 fælles oplæg omkring historiske spring f.eks. fra middelalder til enevælde. Hver for sig forberedte fr ét oplæg og byttede herefter klasser, så kursisterne hørte både Kristian og Anette fortælle om de vigtigste historiske milepæle. På den måde arbejdede de på at fremmes kursisternes forståelse af den kronologiske røde tråd.
- Derudover blev en fælles tur til Møntergården arrangeret som fælles juleafslutning, hvor vi så på, hvordan et museum bliver brugt til at formilde en historisk periode. Her fik kursister nogle fælles opgaver, som blev differentieret efter niveau.

Et godt råd: Spørg dine kolleger 

- Hvis vi skal give et godt råd, så vil vi opfordre vores kolleger til at SPØRGE dem, der sidder i         nærheden af dig. Generelt er alle rigtige søde til at hjælpe, og måske er der flere end os, der har brug for en daglig sparringspartner.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar