onsdag den 4. december 2013

Birgit Løkken:

Jeg samler på mennesker og alle deres historier


Når Birgit Løkken går på pension den 31. december, siger hun farvel til en lang, farverig og international karriere som udviklingskonsulent, projektkoordinator, lektor og meget, meget mere.
-        Noget af det bedste jeg vil se tilbage på, er alle de fantastiske mennesker, jeg har mødt. Tusindvis af ansigter vil jeg huske af venner og bekendte fra mine mange arbejdsrelationer både i Danmark og Rusland, fra rejser og de studerende på Odense Universit.
Derfor er denne tid en mærkelig og lidt vemodig tid, hvor bunkerne skal ryddes op, projekter sendes videre til kolleger og madpakken smøres for sidste gang.
Ikke desto mindre er det en tid, som Birgit har set frem til, nu hvor der bliver god tid til at dyrke de historiske roser, som er en fælles passion, hun deler med sin mand på deres lystejendom (3 tønder land), smukt beliggende midt i Svanninge bakker - ’for der skal lyst til’, siger hun med et glimt i øjet.

Fedt at komme i skole igen

-        Jeg har egentlig altid gerne villet være indretningsarkitekt, og jeg har altid sagt, at hvis jeg var blevet det, så levede jeg og havde eget studie i New York idag.
Men karrieren tog en anden drejning: efter realeksamen i 1966 kom Birgit i lære på advokatkontor, hun prøvede kræfter som forretningsfører i modebutik, ejendomsmægler og pædagogmedhjælper. Birgit har slået mange smut, inden hun blev inspireret til at tage et forberedelseskursus i Hillerød: hf-enkeltfag med film og tv. Birgit sagde sit faste job op og begynde snarest derefter på en fuld hf - som 35 årig.
-        Det var fantastisk at gå i skole igen, jeg elskede det.
Faktisk afsluttede Birgit sin hf på Voksen Forberedelseskursus i Odense og fik overrakt sit eksamensbevis med fine karakterer af Knud Krake(red. tidligere afdelingsforstander i Odense) i 1985. Derefter fortsatte hun med at studere Sprog og Litteratur på Odense Universitet med sidefag i Køn og Kultur. Birgit blev headhuntet til at undervise i begge sine fag, og det blev 5 fantastiske år på universitetet.

U for udvikling

I 1996 blev Birgit ansat til en ny epoke inden for Fyns Amts som pædagogisk og senere udviklingskonsulent, hvor hun har været toneangivende indenfor udvikling af indvandrerundervisning bl.a. med udvikling af et tolkekursus for højtuddannede flygtninge, som aldrig før var set.
-        Det var en stor glæde for mig at se hele to af mine gamle tolkekursister stille op til byrådet i år.
Inden Amternes nedlæggelse var Birgit koordinator for de helt store internationale, regionale projekter, hvilket bragte hende adskillige gange til Kaliningrad for at oprette voksenskolecentre med EU-finansiering.
  Birgit sammen med Nina Izofatova, russisk partner gennem flere projekter i Kaliningrad

 Samarbejde med Peer Modal og polske partnere
I januar 2010 blev Birgit tilknyttet Odense afdelingen og kunne bringe sin erfaring i spil som opsøgende konsulent bl.a. på Lindø i forbindelse med lukningen af skibsværftet. Hun var samtidig projektleder på det nu afsluttede regionelle Dynamoprojekt.
Seneste skud på stammen er det igangværende regionsprojekt ’Professionelle Relationer’, som overtages af Charlotte Lysholdt-Andersen.
Jo, Birgit sætter sig et bredt og solidt fodaftryk:
-        Og mange af de kompetencer, jeg bruger i mit arbejde i dag, har jeg faktisk lært som helt ung, da jeg kom i lære på et advokatkontor: stringens, præcision, formulering i bløde men præcise vendinger

En sport at gennemføre projektor


-        Det er blevet en hel sport for mig at gennemføre projektor. Men mest stolt er jeg, når det lykkes at skabe en ramme, hvor folk kan yde deres bedste.  

Tid til simple living

Birgits arbejdsliv har været flyvsk og bragt mange rejsedage med sig, og nu er det tid til at skrue lidt ned for tempoet. Der skal være tid til at fordybe sig i bøgerne og musikken. Måske bliver der endda tid til lidt frivilligt, sociale arbejde – blot for hyggens skyld. 
Og til foråret er det på med stråhat og gummistøvler og så er det ellers ud med trillebøren: 
-        Så kan I finde mig ude i rosenhaven med røde kinder, siger Birgit med et stort smil J
 /HMA





Torsdag den 5. december holdes afskedsreception for Birgit Løkken i kantinen på Jernbanegade kl. 14:30 for familie, kolleger og samarbejdspartnere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar