onsdag den 27. november 2013

Tag ansvar for din situation!




Jakob Wetke er uddannet fysioterapeut, og så har han spillet vandpolo, siden han var dreng.
Jakob taler højt og fylder rummet godt ud. Han bevæger sig uanfægtet rundt mens han holder foredrag for ca. 50 kursister og lærere på Rugårdsvej 5.

Fighterviljen lyser ud af ham, mens han taler, men Jakob er også ordblind, og det er hans erfaringer med netop ordblindhed, han deler ud af.

- I skal sørge for at fortælle om jeres handicap de rette steder og gøre jer klart hvad I selv er gode til, opfordrer han.

Jakob betoner, at man skal stille krav til det sted, hvor man skal læse videre – det er en stor hjælpe at få personlig kontakt til de personer, som kan hjælpe. Men man skal også være forudseende, så man ved, hvad der kræves til eksamen, så hjælpemidlerne er på plads inden.

- Husk også at holde fast i det, I er gode til. Det er det frirum man har i dagligdagen, opfordrer han.

For Jakob var det vandpoloen, og han kan opremse en mængde mesterskaber og erfaringer inden for sporten som bevis.

Det er tydeligt at Jakob har en god kontakt til sine tilhørere, og han veksler mellem beretninger fra sin egen skolegang og råd til, hvad der kan gøre de videre studier lettere for ordblinde studerende efter en HF

Efter foredraget har flere brug for at trykke Jakob Wetke i hånden,
og Jakob har god tid til at udveksle erfaringer og komme med råd til både kursister og lærere.

Rikke fra HFO-12 er en af de kursister, som har fået stort udbytte af Jakob Wetkes foredrag. 
- Jeg synes, det var super at høre. Det burde være et tvunget lærerkursus for alle – ikke bare dem som underviser i HFO-klasserne. Jeg fandt også ud af nogle ting selvom jeg troede jeg vidste det hele på forhånd, siger hun.

Farhad og Mathias fra HFO-11 synes også om foredraget.
- Det er jo et handicap at være ordblind, så man skal bruge sine hjælpemidler.
Men når man hele folkeskolen igennem ikke har haft hjælpemidler, så lærer man at klare sig på egen hånd, og så kan det være svært at tage imod hjælpen, siger Mathias.

- Ja, men man skal ikke være genert for at spørge om hjælp, og jeg vidste ikke at folk havde så mange problemer med at få hjælpen, tilføjer Farhad.

Foredraget med Jakob Wetke er kommet i stand gennem husrådet i Vindegade som dækker udgiften via husmidlerne.



/ Peter Christian Eriksen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar