mandag den 1. juli 2013

Praktik i EU's hovedstad med hjælp fra Keld Fredbergs Legat

En praktik i Bruxelles er meget mere end et godt CV.
Sidste efterår lykkedes det mig at få en længe ønsket praktik – nemlig et halvt år på et EU-kontor i Bruxelles, som består i at arbejde med EU´s politikker på sundheds- og miljøområdet.  Praktikken startede i slutningen af januar i år – og har vist sig give mere end et fagligt udbytte.
Med et legat på 5000 kr. fra Keld Fredbergs Legat, har det også hjulpet mig til at kunne udnytte byen og de muligheder der byder sig, når man er udenlands.

Vejen hertil, siden jeg blev student i 2004 på VUC, har været lang.
Jeg havde på daværende tidspunkt ikke en idé om, hvad jeg ville lave fremover. Efter et par år tog jeg uddannelsen som socialrådgiver, men arbejdet efterfølgende levede ikke op til mine forventninger, så jeg besluttede, at det måtte der ændres på.
I 2011 gik jeg så i gang med en kandidatuddannelse i sundhedsfremme og miljøplanlægning, og den er lige siden gået over al forventning. Det er i forbindelse med den uddannelse, at jeg nu sidder og kan skrive ”tak for legatet” fra Bruxelles, og med et smil på læben kan konstatere, at der er plads til, at man udvikler sig.

Praktikken har givet mig mulighed for at få et godt og fagligt indblik i EU, og den enorme betydning og indflydelse det har, at Danmark er med. Med et legat på 5000 kr. har det også været muligt at kunne gøre brug af de ekstra muligheder en udenlandspraktik giver. Der er mange praktikanter og spændende mennesker i Bruxelles, og legatet har været med til at gøre det muligt at være en del af det sociale liv i byen, som ofte foregår på restauranter og cafeer.
Det sociale liv er med til at skabe et netværk, der både er gavnligt i jobsammenhæng senere, men bestemt også på det personlige plan. Det har været med til at udvikle mig at høre om, hvad andre folk laver i forbindelse med EU og at høre om deres viden og erfaringer.
Jeg er i den forbindelse blevet bevidst om mange aspekter, som jeg ikke før havde tænkt over. Samtidig har det været med til at give nogle fantastiske venskaber.
Med hjælp fra legatet har det også været muligt at tage ud og opleve den kultur, der er i de mindre byer uden for Bruxelles og opleve landskabet her. Jeg har også set en del museer, der har været med til at give en god forståelse af byens historie og den lidt splittede befolkning, der er i Bruxelles. Endelig har legatet også været med til at give plads til et sprogkursus undervejs, der har været til stor gavn for mig.


Jeg takker mange gange for legatet, og ser frem til at gå min sidste måned i Bruxelles i møde. Til august vil jeg rejse hjem, fyldt op af gode oplevelser og nyttige erfaringer, der kan bruges fremover.
Mvh. Vibeke Jensen


Ingen kommentarer:

Send en kommentar