tirsdag den 18. december 2012

De stressede unge – Århus Universitet den 12. december 2012


Center for Ungdomsforskning (cefu) har afholdt konference om ”De stressede unge”. HF vejlederne Dorthe Hansen og Lars Elvstrøm giver her et referat fra mødet.



I velkomsten indledte repræsentanterne for cefu med at pege på, at fokus i dag ligger på oplevelsen af stress i relation til de samfundsmæssige sammenhænge. De mente ikke, at de unges stress kan forstås isoleret men hænger sammen med andre forhold. Perspektiverne kan være psykologiske eller sociologiske, og forskningen arbejder i dag med at løfte det psykologiske ud af sammenhængen for at få en identifikation af samfundsstrukturerne i forbindelse med stress.

Udsatte mere udsat for stress
I oplægget om de unges trivsel af Pernille Due fra Statens Institut for Folkesundhed indledte hun med at konstatere, at stressorer kan medføre positivt, tolerabelt eller skadeligt stress, og at de unges trivsel og velbefindende afhænger af de støttende omgivelser. Hun fortalte, at unge fra forskellige grupper som eneforsørgerfamilier og indvandrere med deres efterkommere var mest udsatte for stress, mens det blev fundet, at jo lavere socialgruppe og jo svagere netværk, jo mere udsat var de for stress, som blev målt ved intensitet og frekvens. Det gav sig bl.a. udtryk i den psykiske funktionsevne, hvor 15 % af de undersøgte unge blev vrede uden grund og 20 % havde et lavt selvværd. Med hensyn til social funktionsevne havde 13 % svært ved at få nye venner, 14 % var i konflikt med andre, mens 22 % var dårlige til at samarbejde. Hun omtalte den fundne sammenhæng mellem hovedpine og mobning, idet mobning som bevidste og gentagne handlinger mod lavstatus unge sænkede deres trivsel. 

Mindfulness kan hjælpe
I oplægget om ”Mindfulness som kollektiv indsats mod stress hos unge” gennemgik Mia Herskind dette indlæg (1), som senere blev fundet på nettet. Mindfulness er en kombination af meditation og øvelser, der træner nærvær og opmærksomhed på en særlig måde. Lærere, som bruger Mindfulness/meditation, ser ud til både personligt og professionelt at have glæde af det. De fortæller f.eks. at de bliver bedre til at forholde sig til deres egne reaktioner, til at bevare roen og finde konstruktive handlestrategier i forhold til elever i problematiske situationer, hvilket selvfølgelig også kommer de unge til gode. Disse lærere melder om større livsglæde og mening med deres arbejde. I relation til dette tema fandt vi yderligere to interessante links på nettet (2 og 3)

Prøv med at styrke fællesskabet
I diskussionen om ”Unges stress – hvis ansvar?” mellem et panel bestående af en ungdomspsykolog, en uddannelsesleder samt en repræsentant for Psykiatrifonden, var meldingen den klare, at vi kender problemet fra mange undersøgelser, men nu er det tid til handling. Panelet gav udtryk for, at det drejede sig om fællesskab på skolen, rummelighed samt det at være inkluderende, og deltagerne var enige om, at det var sørgeligt, at studievejledningen var blevet beskåret.

Strukturelle problemer individualiseres
I oplægget om ”Optioner for kritik” af Rasmus Willig fra RUC kom tilhørerne ud på kanten af stolene. Som sociolog har han forsket i begrebet kritik og dennes vilkår og beskrev, hvad der sker, når man ikke har mulighed for at kritisere og påvirke sin arbejdsplads. Kritik af arbejdspladser og arbejdsvilkår foretager en U-vending tilbage mod kritikerne og parkeres i en individualisering af problemet – og hermed opstår forbindelsen til begrebet stress! Han beskrev forskellige måder at neutralisere kritik på og kaldte det naturalitetsforklaringer som f.eks. ”det regner” eller ”budgettet er lagt”. Samtidig flytter skydeskiven for kritik sig hele tiden væk, så det slet ikke kan betale sig, når man alligevel ingen medindflydelse har. Styringen foregår således bag om ryggen f.eks. i form af tilfredshedsundersøgelser på arbejdspladsen (ikke utilfredshed!).

Positivitetsfascisme trives
I denne styringsteknik er der en bestemt sprogbrug som f.eks. ”jeg hører hvad du siger” samt det, han kalder en ”positivitetsfascisme”, der samlet set efterlader en tavshedskultur. Her er problemet det, de unge og skolens medarbejdere ikke forsøger at formulere. Kritikken bliver skjult i form af antallet af sygedage og f.eks. hvor mange diagnoser, der stilles. De unge og de voksne medarbejdere behandles individuelt, hvorfor problemerne ikke opfattes som strukturkritik. Da stress ikke er en konstruktiv selvkritik og man ikke kan lave politik i et terapeutisk rum er spørgsmålet, hvordan man kommer væk fra denne dans omkring sig selv – den moderne totempæl?
Dette var en afslutning, der rykkede i en særdeles udbytterig konference med ivrig netværksdannelse omkring frokostbordet. Vi takker for tilliden og håber, vor deltagelse vil komme vores arbejdsplads til gode.  

Mvh - Dorthe Hansen og Lars Elvstrøm


Links til artikler og Power Point:


Ingen kommentarer:

Send en kommentar