torsdag den 19. april 2012

De sendte en dame

Krimier er en fast bestanddel af Birgit Sørensens liv – ja, i bogform naturligvis. Hun elsker dem. Men hun ser aldrig krimier i fjernsynet. Det giver hende mareridt om natten
Sangerinde i koret Off Beat på 1748, motionist, tidligere fagforeningskvinde og stærk forhandler,
socialt engageret og formand for Foreningen Opad, som tilbyder børn med særlige vilkår koloniophold i Jørgensø, Hasmark eller på Fanø.
Sådan kunne en kort karakteristik af avu’s nye leder lyde.
Men mest af alt er hun nok en dame – der stiller høje krav til gensidig ansvarlighed, respekt og anerkendelse

Målrettet ind på arbejdsmarkedet
Hvis du bliver forpustet over karakteristikken af den 53-årige Birgit Sørensen – ny leder af avu på HF & V UC FYN - er det ikke så mærkeligt.
Birgit Sørensen er en dame med fart på, og det har hun været lige siden, hun en periode var formand for de arbejdsløse lærere i Odense og med en målrettet indsats kæmpede sig ind på arbejdsmarkedet som nyuddannet lærer i 1984.
Hun fik et vikariat på Humlehaveskolen, blev fyret op til sommerferien, genansat, fyret .. Og sådan fortsatte det tre år i træk.
Så fik hun til gengæld også tilkæmpet sig en fast stilling og blev på skolen i samlet 21 år.

Til Istanbul med personlig guide
Selv om hun sagde op på Humlehaveskolen tilbage i 2005 er hun stadig sammen med 5 andre kvindelige lærere fra dengang i deres ”dameklub”, som mødes en gang om måneden, lægger 200 kr. i en fælles kasse og tager på bytur, når der er penge nok.
- I år går turen til Istanbul. En af klubbens piger stammer fra Tyrkiet og vil være vores guide. Det glæder jeg mig rigtig meget til, siger Birgit Sørensen.

En vigtig udfordring
Ellers har der ikke været plads til mange tanker om ret meget andet end HF & VUC FYN den sidste tid.
- Da jeg så stillingsopslaget i vinterferien var jeg ikke et øjeblik i tvivl.
- I min egen undervisning har jeg mest haft med voksne og folkeskolens ældste elever at gøre – det er det jeg brænder for
95 procents målsætningen er en kæmpe – og en vigtig – udfordring, som HF & VUC FYN er en vigtig del af.
- Og så har jeg inklusion som en livsfilosofi – en filosofi som ligeledes gennemsyrer vores skole, siger Birgit Sørensen.

Birgit Sørensen har været meget ”omrejsende” gennem sit faglige arbejde, hvor hun har holdt kurser over hele landet. Senest har hun været daglig pendler mellem Odense og Nyborg. Nu ser hun frem til at kunne cykle på arbejde i godt vejr



Uddannelse helt afgørende
I 1980’erne havde vi den kolossale ungdomsarbejdsløshed – og de mennesker har aldrig nået samme grad af tilknytning til arbejdsmarkedet.
- Den situation må vi bare ikke havne i igen. Derfor ser jeg det som en kæmpe udfordring at få kursisterne med på uddannelsestoget, så de bliver kompetente til at udfylde de ledige pladser på arbejdsmarkedet, som vil komme.

Frikøbt til fagligt arbejde
På Humlehaveskolen fortsatte Birgit Sørensen det faglige engagement, hun havde vist allerede som formand for de arbejdsløse lærere. Hun blev uddannet FTF konsulent og arbejdede for FTF dem i 9 år, ligesom hun var ansat til at udarbejde tillidsmandskurser i Danmarks Lærerforening. I perioder var hun derfor frikøbt fra sit arbejde på Humlehaveskolen.

Se at komme videre
Hendes inspektør, Olav Nielsen, sagde flere gange til hende: ”Birgit. Du skal se at have komme videre herfra og søge et lederjob. Det er lige dig”.
Birgit overvejede, og i 2005 blev hun viceinspektør på Skovparksskolen i Nyborg.
I skoleåret 2010-11 avancerede hun til konstitueret leder og fik ansvar for at lukke skolen som led i en række skolelukninger i Nyborg kommune.

Lå søvnløs
Skolelukningen var lidt af en udfordring for Birgit Sørensen – fagligt og personligt.
- Hvis en lærer ikke gør sit arbejde, har jeg ingen problemer med at fyre vedkommende. Jeg skal jo også tænke på elevernes ve og vel. Men her endte jeg med at skulle prikke 2 lærere i et fantastisk lærerkollegium. Det gav mig søvnløse nætter, og jeg hadede det, fortæller hun.
Lige bortset fra en sådan situation ser Birgit Sørensen personaleledelse som en stor og meget spændende udfordring.
- Det handler jo om at skabe gode rammer for trivsel og udvikling. Og det kan faktisk godt lade sig gøre gennem gensidig ansvarlighed, respekt anerkendelse. Det er Birgit Sørensen fast overbevist om.


Ny teknologi er lige Birgit, og Ipad ’en føler hun sig nøgen uden. Med den kan hun tage noter, tjekke nyhederne, booke en tid i motionscenteret eller for eksempel Skype med sine to børn, Thomas der lige er færdig med gymnasiet og har tilbragt vinteren på højskole i Costa Rica og Mexico – og Mette der har afsluttet en bachelor i dansk på SDU og tager sin kandidateksamen fra Københavns Universitet.

Vision 2015 – en rettesnor
Den teoretiske del af personaleledelse har Birgit med sig fra sin diplomuddannelse i ledelse, og mon ikke værdibaseret ledelse har været en del af pensum.
På HF & VUC FYN har hun i hvert faldt tænkt sig, at skolens nye ”Vision 2015” skal være hendes rettesnor.
-          Jeg ved godt, at nogle medarbejdere er klar til at rykke mod visionen fra dag et, mens andre skal have mere tid. Her bliver det selvfølgelig en opgave for mig at fornemme den hastighed, vi kan bevæges os fremad med og samtidig have de fleste med os.
For som Birgit Sørensen siger, er inklusion spørgsmål om livsindstilling – ja, og en del af HF & VUC FYNs værdigrundlag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar