mandag den 9. september 2013

Hold fast i Vindegade


Kasper Vesterskov og Mike Pedersen er jævnaldrende og naboer men med vidt forskellige baggrunde. Nu står de sammen om opgaverne på det studieforberende forløb ved VUC FYN Odense Søndersø

Den tidligere HK-bygning på Vindegade danner nu rammen om fastholdelse af kursister i uddannelse.
I den ene ende af bygningen i Vindegade giver Projekt Helle kursister med for meget fravær eller manglende studieaktivitet et fast og kærlig skub tilbage til AVU eller hf.
Og i den anden ende af huset kører et studieforberedende forløb, som forbereder kursister til at starte på enten AVU eller hf.
Begge dele er en del af VUC's store fokus på at fastholde unge i uddannelse.

I gang, i gang, i gang
Mike Pedersen på 19 år har gået på det studieforberedende forløb i tre måneder.
Han var blevet færdig med HG2, havde ledt efter en læreplads uden held, og hader at gå rundt derhjemme uden at have noget at give sig til.
-         Jeg skulle i gang med et eller andet igen. Og her kan jeg holde min viden ved lige og møder en masse søde mennesker. Jeg søger stadig praktikpladser, men hvem ved, om jeg ender med at tage en hf? Det må tiden vise, siger den 19-årige Mike.

Nye mål og behov for en hf
Mike er faktisk så glad for det studieforberedende forløb, at han også har fået sin genbo, Kasper Vesterskov, med på holdet.
Han har brug for en hf for at komme ind på Designskolen i Kolding.

Set verden med Georg Stage
Oprindeligt droppede han ud af tiende klasse, tog et grundforløb på Odense Tekniske Skole og blev så ubefaren skibsassistent på skoleskibet, Georg Stage – en baggrund, der senere gav ham job på et engelsk sejlskib, som bliver lejet ud til filmproduktioner.
-          På den måde nåede jeg at være med på optagelserne til en fransk piratserie og at lave sejlskibs-lyd til Narnia 3.
-          Det var spændende. Men nu skal jeg videre med mit liv, siger Kasper Vesterskov, som er jævnaldrende med sin genbo Mike.



Aktiv med Helle
Ligesom det studieforberedende forløb handler Projekt Helle også om fastholdelse i uddannelse. Begge dele foregår i et tæt samarbejde med VUC's vejledere og Ungdommens Uddannelsesvejledning i Odense og omegn.
Målgruppen er de kursister, som skal tilbage på sporet efter en periode, hvor de ikke har været studieaktive.
”Helle” er en meget kærlig – men også en meget bestemt dame, og resultater fra foråret 2011 viser, at 14 af 34 kursister er kommer tilbage i uddannelse.

Ud over den forberedende voksenundervisning og projekt Helle huser den tidligere HK bygning i Vindegade også Afdelingen for Innovation og Udvikling, psykolog Helle Vejlgaard , HF kursuslederne samt en række pædagogisk administrative medarbejdere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar